Niels Stenfeldt har i bogen Asminderød og Grønholt sogn i gamle dage fra 1925 beskrevet Asminderød og Grønholt Sogn.
Af bogen fremgår det, at sognepræsten Christian Jensen indberettede nedenstående om indbyggerne i Grønholt i 1743, efter han havde været i sognet i mindre end et år.
1. At Indvaanerne særdeles i Grønholt by, især have Sjællands Farens phlegmatiske og efterladne Væsen paa sig frem for de andre, ligesom og de samme By af mange Kaldes den uselste og fattigste i Sjælland. Og omendskiønt de have en god Mark, saa faae de dog ganske elendig Sæd deraf, som vel til deels kommer deraf, at Dyrene der især, lige som og paa andre Stæder heromkring, giøre en utrolig Skade, men da andre Byer med dem tillige have samme ynkelige Skiæbne tilfælles, saa kommer det ogsaa deraf, at Jorden ikke tilbørlig dyrkes, deels af negligence (ligegyldighed), deels fordi de mere legge sig efter Tørreskiær og Kulsviening end Agerdyrkning.
2. At bemeldte Byens indvaanere i de forrige Tider (dog nu ikke mere) har havt et ont Rygte, som ei er ubekekient, nemmelig, at de var et røversk Folk, som i Buskene ved Vejen om Nattetide laae i luur, overfaldt og imellem vel dræbte de vejfarende. Mand finder paa Vejen fra Grønholt til Frederickborg en Deel Steenhobe, paa hvilke Stæder Folk skal være ihjielslagne. Herhos maa jeg erindre om et Stæd i Grønholt Overdrift, som kaldes Brudemøde, hvor mand finder hen ved en 14 slige Stenhobe, og lige saa mange Folk skal være ihielslagen ved den leilighed (som det fortælles), at paa samme Stæd 2 Brudeskarer skal være kommet hverandre i møde, og da ingen af begge viede af Vejen, skulde have holdt Justitz med Vegn Kieppene og paa den Maade dræbt hverandre”.
De andre ting, som sognepræsten nævnte om Asminderød sogn var, ”at Indvaanerne i Sjælland, i Alminderlighed at forstaae, endog paa legemet have i visse Maader en anden Statur end som de i andre proviencier, da de ordinair ere lavere og efter proportion tykkere, saa og til deels have en særdeles Physiognomie, saa bemerker mand (som uden min Erindring vel noksom er bekiendt), hos den gemene Almue i Siælland ikke mindre en kiendelig forskeiel i Gemytterne. Mand finder derfore ikke nær saa activ og munter et Væsen af Naturen hos Almuen her i Landet som i Jylland og Holstein, men at Gemytterne overhovedet ere mere sclaviske og niederträchtige, som det iblant de tydske kaldes, i deres udvortes væsen mere negligeret og seendrægtig, og de tillige deres Gierning ikke saa trofast. Og omendskiønt dette vel i visse Maader har sin Grund i deres Natur, saa contribuere [bidrager] dog uden Tvivl andre udvortes omstændigheder meget dertil, saa som Sædvanen og Optugtelsen af Ungdom samt dens Tractament, saa vel den ringe og vandagtige Kost som øvrige, paa sine Stæder. Sclaviste Medfart af dens Overmænd. Og heraf er da tillige klart, hvorledes dens inclination kand være: nemlig, da det phlegmatiske Temperament iblant Siællands Indvaanere synes at prædominere [være fremhærskende] saa seer mand, at de mere inclinere til en magelig Rolighed end et resolveret, hurtig væsen, i sær naar der er megen Møje og besværing hoes. Altsaa synes de næppe at være tilbøjelige til Kriig eller Oprør, når de maae sidde og ligge i Fred. Heerhos maa dog tilstaaes, at Indvaanerne her i Amtet og Sognene sees at være mere raffinerede [forfinede], eftertænksomme, villige og hurtige, end jeg af min ringe Forfarenhed tilforn paa andre Stæder har observeret. Hvorudaf mand seer, at det seendrægtige og efterladende Væsen ei er dem aldeles naturlig, at de jo ved en raisonable og forstandig Medfart i mange Maader kand forandres."
Niels Stenfeldt bemærker endvidere, at der i Grønholt Menighed i 1743 var omtrent 250 indbyggere og 3 til 4 gange så mange, såfremt børnene blev regnet med.
Det var en hård dom, som han fældede over beboerne i Grønholt sogn og Asminderød sogn. Det kunne måske hænge sammen med at kvaliteten af jorden ikke var nær så god som i f.eks. Lønholt By. Det kunne forklare, at der er stor udskiftning af ejerne af de enkelte ejendomme i Grønholt ejerlav. Bønderne har simpelthen haft svært ved at få føden til at slå til og er derfor flyttet, når chancen bød sig.
